Den seneste bankpakke kan ikke bruges til at føre valgkamp med, eftersom alle på nær Enhedslisten er enige. Men det ændrer ikke ved, at der er mange uklarheder forbundet med den.
Finanskrisen indledtes i september 2008, og vi er nu nået frem til Bankpakke 4. Mærkværdigvis, for hver gang lød det, at der nu var sikkerhed mod nye problemer. Strukturen er ikke drevet af politiske planer – som ellers pt. er denne branches reklame for at opnå stemmer ved valget – men derimod banksektorens dygtige indsats for at få gennemført sine forslag til nye ordninger. Samfundets folkevalgte repræsentanter er hver gang imødekommende, og statens rolle udvides støt, men fortsat i en passiv stilling som rygstød, sponsor og skraldespand. Et kvalificeret modspil synes ikke at eksistere, og dermed er vinderen givet.
Eneste parti som ikke deltager i Bankpakke 4 er Enhedslisten. Man kan se på denne – upolitiske qua enigheden – beslutningsproces fra flere vinkler: Som en falliterklæring, som udtryk for passivitet pga. mangel på indsigt i en yderst kompleks juridisk-økonomisk sammenhæng, som afmagt i forhold til fortsat katastrofetilstand i finanssektoren, som mangel på visioner hvor det blot gælder om at reparere med mindst mulig konsekvens, som konfliktfrygt, tidspres før valget, etc.
Betydningen og udgiften af Bankpakke 4 afhænger af, hvordan den nye og uklare metodik i praksis vil blive anvendt. Formentlig betyder det indførelse af fuld indskudsgaranti for indlån – men ad bagdøren. Det er et eksempel på dansk elastikadministrationsadfærd. Håndholdt aftaleøkonomi.
Pointen i den nye aftale er at opbløde de gældende firkantede metoder til håndtering af bankkollaps. Idéen er at undgå en konkurs og i stedet diskret lade den pågældende bank overgå til en sund bank, så de almindelige kunder undgår at blive generet. Problemet er kredittabene. Deres omfang skal vurderes, og enten betales der herfor ved en medgift eller den usunde del sendes væk til Finansiel Stabilitet. Uanset metode betales tabet af staten og Indskydergarantifonden (dvs. andre banker).
Udgangspunktet er, at et sådant tab ikke må overstige den tidligere metode, men det er jo umuligt at bedømme i praksis. Bortset fra banker uden statslige penge i klemme forud og ekstreme tab er der udsigt til grønt lys for den »kontinuerte metode«, så vidt jeg kan forstå oplægget. Det interessante er følgevirkningen: Bank A/S’et vil ikke straks gå konkurs, indlånere og udækkede kreditorer undgår tab, tilliden til danske banker (i udlandet) vil forbedres.
Men tabene bliver jo ikke mindre af den grund. Hvem skal så betale? I den politiske optik er tabene ikke blevet større jf. aftalens principielle udgangspunkt, og en vurdering har jo bekræftet dette. Realiteten må blive, at man herigennem indfører en omgåelsesordning, som sikrer fuld indlånsgaranti. Det er efter min mening aldeles fornuftigt, men merudgiften hertil vil ramme staten. I stedet for burde man indføre en stringent, fuldt dækkende indskydergarantiordning betalt af bankerne.
Kunder kan nemlig ikke vide, hvordan bureaukraterne vil se på netop deres fallitbank. Hver situation er ny, så usikkerhed vil bestå. Uklarhed vil være til fordel for de største og dermed formodet sikreste banker. De kan i det kommende år kandidere til at blive udnævnt til systemisk vigtige finansielle institutioner (SIFI). Der bliver også her en blød overgang. Aftalen er et makværk. Klarhed mangler. Krisen fortsætter – dens hale er lang.
PS: Valget kan ikke handle om økonomi, når alle partier er enige om noget udueligt.
